Crowdfunding gav fuldt hus
Tid:
20-01-2017 12:00
Foredrag om crowdfunding i Ydun Forsamlingshus
Der var stuvende fuldt, da Landudvikling Slagelse i samarbejde med Slagelse Kommune i går havde inviteret til foredrag om crowdfunding i det hyggelige Ydun Forsamlingshus. 65 deltagere især fra foreninger, lokalråd, virksomheder og fødevareproducenter var mødt op for at høre om crowdfunding, som er en måde at få finansieret sit projekt, hvor flere spæder til.
Crowdfunding – det nye alternativ til bankerne
Michael Eis fra Booomerang.dk førte deltagerne gennem de fire typer af crowdfunding, som kan være det nye alternativ eller supplement til banken eller andre fondsmidler til at skaffe penge til sit projekt. Der er f.eks. den traditionelle ”donations-crowdfunding”, hvor man donerer penge til et projekt uden at få noget igen, ”reward crowdfunding”, hvor man får noget igen og ”låne crowdfunding”, hvor man låner penge til en virksomhed. Det helt nye er aktie crowdfunding, hvor man køber aktier i en virksomhed.
Er det et fedt produkt?
”Når en virksomhed får bannerplads på idrætsanlægget ved at være med til at betale for den nye kunststofgræsplæne er det rewardbaseret crowdfunding. Men crowdfunding kan meget mere end blot være en hjælp til finansiering”, var en af Michael Eis’ pointer. Man kan f.eks. bruge det til, at folk kan forudbestille produkter, som endnu ikke er udviklet og finde ud af, om folk i det hele taget synes, at det er et ”fedt produkt”. Men det kræver hårdt salgsarbejde - og så aktivering af både ens nære og fjerne netværk.
400.000 kr. til GPS i cykellygter
Sidst på aftenen fortalte Christian Olesen fra Velocator om, hvordan i sin helt nyopstartede virksomhed havde crowdfundet 400.000 kr. til udvikling af GPS i cykellygter, så man altid kan finde sin cykel igen – enten hvis den bliver stjålet, eller hvis man bare har glemt, hvor man har stillet den. ”Folk køber cykellygten inden den er færdigudviklet. Men vi får mere end bare penge. Vi får også ambassadører, der gerne vil være med til at synliggøre og fortælle om den nye cykellygte i deres eget netværk”.
Crowdfunding i landområderne
Crowdfunding på de nye web-platforme er gået fra at være et storbyfænomen til nu også at blive brugt mere og mere i landområderne, hvor ”folkeaktier” og andelstanke er en kendt sag.